Direkte salg i Tyskland

Ved aftaler om direkte salg i Tyskland er det vigtigt at kende sin forretningsforbindelse. Desuden er det nødvendigt at have kendskab til den bagvedliggende lovgivning til den pågældende aftale, samt hvilke retsfølger et direkte salg i Tyskland kan have. De tyske advokater hos NJORD har mange års erfaring med direkte salg i Tyskland og bistår løbende danske virkosmheder og arbejdsgivere med rådgivning på området.

Bedømmelse af kunderne

Inden der indgås aftaler med en ny forretningsforbindelse, bør der foretages en vurdering af den tyske forretningspartner, der ikke begrænser sig til dennes visitkort eller farvestrålende brochurer. Man må aldrig være i tvivl om ens kontraktparts juridiske konstruktion. Endvidere bør der foreligge oplysninger om den tyske kontraktparts økonomi.

Såfremt der er tale om en juridisk person, bør man inden underskrift på en større kontrakt sikre sig, at pågældende virkelig kan tegne virksomheden. Dette sker ved at indhente en udskrift fra det pågældende tyske handelsregister. Aftaler, der falder ind under den pågældende virksomheds almindelige drift, kan også indgås af personer, der har ”stillingsfuldmagt” hertil, dvs., at de i forretningslivet almindeligvis må antages at være berettiget til at indgå aftaler på det pågældende område.

En bankoplysning kræver kundens samtykke. Ønsker man ellers at komme tættere på kundens økonomi, kan vi indhente kreditoplysninger via et kreditoplysningsbureau eller der kan søges om indsigt i kundens offentliggjorte regnskaber.

Det er muligt via Internettet at indhente kreditoplysninger fra de kendte større kreditoplysningsbureauer som f.eks. Creditreform eller Schufa .

Tyskland har ikke et samlet system ved kapitalselskabers indlevering af regnskaber, der svarer til det system, der i Danmark administreres af Erhvervsstyrelsen. Ligesom man hos Erhvervsstyrelsen via Internettet kan indhente et selskabs seneste officielle regnskab, er dette også muligt i Tyskland hos handelsregistret, selvom selskabsregistreringerne i Tyskland foretages decentralt ved de lokale handelsregistre (unternehmesregister.de).

Den internationale købelov

Hvilken lovgivning der finder anvendelse ved et salg mellem en dansk og en tysk virksomhed, afgøres af den såkaldte internationale privatret. Udgangspunktet er, at private parter frit kan aftale, om det ene eller andet lands retssystem skal finde anvendelse.

Hvis ikke parterne har indgået nogen aftale, gælder Den Internationale Købelov (CISG) imidlertid for dansk-tyske købsaftaler. Denne regulerer de vigtigste spørgsmål, som f.eks. sælgers pligter vedrørende varens beskaffenhed og rettidig levering, samt købers pligter med hensyn til købesummens betaling og erstatning ved misligholdelse.

Bestemmelserne i denne lov, der både gælder i Danmark og i Tyskland, findes på begge sprog. Den internationale købelov gælder også i tilfælde, hvor man måtte have aftalt, at dansk eller tysk ret finder anvendelse.

Tyske salgs- og leveringsbetingelser

Såfremt man ønsker at anvende sine egne salgs- og leveringsbetingelser, bør man være opmærksom på, at Tyskland i de Borgerlige Lovbog (BGB) har særlige bestemmelser om almindelige forretningsbetingelser. Bestemmelserne regulerer meget detaljeret, hvad der er tilladt at aftale i sådanne forretningsvilkår.

Det er vigtigt at være opmærksom på, om ens tyske salgs- og leveringsbetingelser i givet fald overholder de lovmæssige krav, da enkelte vilkår og i værste fald hele aftalen kan ende med at blive erklæret ugyldig.

Renteberegning i Tyskland ved forsinket betaling

Hvilke renter der kan beregnes ved forsinket betaling, er i første omgang afhængig af, om renteberegningen og renternes størrelse på forhånd er aftalt mellem køber og sælger. En rentebestemmelse på en fremsendt faktura er hverken efter dansk eller tysk ret nogen aftale. Derimod vil en ordrebekræftelse, hvor rentebestemmelserne er anført, som regel være tilstrækkelig til at blive betragtet som en aftale om renteberegning. Hvis der ikke er aftalt noget om renter, er det afgørende, om dansk eller tysk ret finder anvendelse mellem parterne. Dog er forskellene minimale, da både Tyskland og Danmark har implementeret Europaparlaments og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.

Hvis ikke andet er aftalt, forfalder en regning automatisk til betaling senest 30 dage efter den er modtaget. Morarentesatsen svarer i Danmark til den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis per 1. januar og 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 – 8 % afhængig af beløbets forfaldsdato (per 1. januar 2016 er rentesatsen henholdsvis 7,05 – 8,05 %). I Tyskland svarer morarentesatsen til den specielle ”Basiszins”, som ligeledes fastsattes henholdsvis per 1. januar og 1. juli det pågældende år alt efter Den Europæiske Centralbanks nyfastsættelse af renten med et tillæg på 5 % eller for retshandler, i hvilke der ikke er deltagelse af forbrugere, med et tillæg på 9% (for tiden: 8,17%, fordi basisrentesatsen er negativ, -0,83%).

Efter tysk ret er der i mange tilfælde mulighed for at få erstattet de kassekreditrenter, sælger selv har måttet betale til sin egen bank, og som beviseligt skyldes manglende betaling fra debitor. Denne mulighed for at få sit rentetab erstattet, findes ikke i dansk ret.

Forældelse

For ikke at miste sit krav mod en tysk debitor, skal man være opmærksom på forældelsesreglerne. Forældelsesreglerne i dansk og tysk ret er ret forskellige. Man bør derfor først overveje, om det er dansk eller tysk ret, der finder anvendelse.

Efter dansk ret forældes almindelige fordringer ved køb og salg 3 år efter købet.

Den almindelige forældelsesfrist efter tysk ret er 3 år. Forældelsesfristen udløber ved kalenderårets udgang. Dette er baggrunden for, at der som regel hersker stor travlhed på de tyske advokatkontorer omkring juletid.

Det er vigtigt, at man noterer sig, at man efter tysk ret mister sin ret til at påberåbe sig mangler ved købte varer allerede 2 år efter salget. Såfremt det drejer sig om byggematerialer, som har medført mangler på en bygning, er forældelsesfristen 5 år.

For at afbryde forældelsesfristen skal der – efter begge landes ret – foretages retslige skridt, idet kravet ellers fortabes.

Konkursbehandling i Tyskland

Forudsætningen for, at en debitor tages under konkursbehandling, er, at man har et dokumenterbart krav mod debitor, og at denne ikke er i stand til at betale fordringen, f.eks. fordi der allerede forgæves har været forsøgt at foretage udlæg.

I Tyskland behøver kreditor ikke stille sikkerhed for konkursbehandlingen. Kan boets midler imidlertid ikke dække bobehandlingsomkostningerne, kan kreditoren påtage sig at betale sagsomkostninger, hvis han alligevel ønsker konkursbehandlingen gennemført.

Reglerne herom findes i den tyske konkurslov (Insolvenzordnung).

For en simpel kreditor vil det som regel ikke kunne svare sig at foranledige en konkursbehandling. De privilegerede kreditorer vil have tømt konkursboet, så der ikke bliver noget tilbage til de simple kreditorer.

Er der tale om privatpersoner, kan konkursbehandlingen først gennemføres, efter en udenretslig bobehandling har fundet sted (außergerichtliche Schuldenbereinigung).

Kun hvis debitor og kreditorerne ikke kan enes om en gældssaneringsplan, kan debitor tages under konkursbehandling ved en domstol, hvorved formueværdierne bliver fordelt mellem kreditorerne. Derefter er der mulighed for, at debitor i seks år stiller en del af sin indkomst til rådighed for sine kreditorer, hvorefter han er frigjort for restgælden (Restschuldbefreiung). Reglerne minder om de danske regler om gældssanering.

Sidst opdateret: februar 2016